Om klubben / Pickleball
 

Pickleball

Skal vi have Pickleball til Bjerringbro?

Pickleball:
Pickleball er en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden. Der er elementer fra tennis, badminton og bordtennis. Der spilles på små hardcorebaner af badmintonbanestørrelse med tennislignende net. Der anvendes lette bat og perforerede plastbolde, og er derfor et spil for alle aldersgrupper. Det er et sjovt og socialt spil for alle, og meget let at komme i gang med.
Banerne kan ligeledes benyttes til minitennis eller skumtennis for de mindste. Der findes flere sjove videoer på youtube

Om projektet:
Vi har i Bestyrelsen i mere end ½ år puslet med tanken om, hvordan vi kunne puste nyt liv i klubben og fange nye medlemmer. Dette værende både nye målgrupper og aldersklasser, og her har valget naturligt faldet på, at søge Viborg kommune, Idrætsrådet om støtte til Pickleball.
Der er indhentet flere tilbud fra entreprenører, som vi har gennemlæst og forholdt os til i samarbejde med Bjerringbro Idræts- og kulturcenter.
Der er søgt om 2 baner med beliggenhed ved slagmur og langs forside af klubhuset hvor der i dag er en gammel udslidt asfaltbane. Banerne vil blive indhegnet, og en integreret del af klubben og klubhuset, og skal kunne bookes på samme måde som tennisbaner, som vi kender det i dag. Der vil kunne bookes både som medlem, men også som gæst via Pay & Play, som tennisbanerne kan i dag.

Samtidig vil området blive forskønnet, og være indbydende for både nuværende medlemmer og nye potentielle medlemmer.

For at komme i betragtning i dette års puljemidler skal vi dokumentere at der er interesse for spillet i Bjerringbro.

Dette skal gøre inden den 11/10-2024


Du kan tilkendegive din interesse ved at tilmelde dig holdet ”Pickleball, interesse-tilkendegivelse”. Det koster 100 dkk.

Du finder holdet ved at klikke på ”kontingent” på forsiden af hjemme siden, eller via dette link

Hvis det ikke lykkes at realisere projektet, tilbagebetaler vi beløbet.
Hvis, som vi håber, det bliver en realitet, vil beløbet blive fratrukket fremtidigt kontingent.

Vi håber, at mange af vores medlemmer og andre Bjerringbroborgere vil bakke op om vores projekt, så vi kan tilbyde en ny aktivitet i Bjerringbro Lawn Tennis-og Padelklub. Og forhåbentlig skaffe nye medlemmer der også kunne få lyst til at prøve kræfter med tennis spillet på vores herlige anlæg.

Mvh Bestyrelsen
Bjerringbro Lawn tennis og Padelklub
Bjerringbro Lawn Tennis & Padel klub | Vestre Ringvej 7, 8850 Bjerringbro